Sådan prioriterer du din bevægelse
”Jeg har ikke tid. Jeg er ikke til sport og motion. Det er kedeligt! Jeg skal også lige have ordnet det her”. Ja, undskyldningerne for ikke at være aktiv i løbet af dagen er mange.
Har du svært ved at komme i gang, eller gider du bare ikke det dér motion, så giver vi dig i dette indlæg vores bedste råd til, hvordan du med små skridt i hverdagen kan komme rigtig langt.
Der findes utallige undskyldninger for, hvorfor flere af os ikke er aktive dagligt. Og måske du endda er en af dem, der har brugt dem alle liiidt for mange gange efterhånden – især under Corona?
En af de hyppigst brugte undskyldninger er ”jeg har ikke tid”, fordi der er 1000 andre gøremål, der også lige skal klares. Det handler dog som regel om prioritering i hverdagen, og her er tendensen, at bevægelse eller motion ofte er det første, der bliver valgt fra, hvis tiden er knap. Det er helt naturligt.
Det vi ’glemmer’, er dog, at hvis vi – hver eneste dag – er inaktive det meste af dagen igennem, så påvirker det vores fysiske og mentale sundhed negativt på længere sigt. Vedvarende inaktivitet kan både øge din risiko for at udvikle forskellige livsstilssygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdomme og mentale udfordringer i form af stress.
Aktivitet må derfor simpelthen ikke blive dét, du sorterer fra, når du føler, at der ikke er tid nok i hverdagen til at nå det hele. Det er altafgørende, at du bevæger dig og er aktiv flere gange i løbet af dagen, især på arbejde, hvis du f.eks. har et kontorjob, hvor tendensen til at være stillesiddende er stor.
Spørg dig selv, hvad du i stedet kan vælge fra, og prioritér på den måde at få gjort bevægelse til en naturlig del af din hverdag – det lønner sig, og du kan mærke forskellen ret hurtigt, selv med ret beskedne tiltag.
Bevægelse på arbejdspladsen er vejen frem
Den absolut bedste og mest holdbare løsning på at få prioriteret bevægelse i din hverdag, er at gøre det til en del af dine arbejdsrutiner. På den måde kan du hurtigt reducere din stillesiddende tid og få mere energi og overskud i hverdagen, også efter arbejde – og så har du pludseligt meget mere overskud til alle de andre ting, du skal nå!
Bliv aktiv på arbejde med få remedier
Er der – lige som så mange andre steder – også en tendens til at være meget stillesiddende på din arbejdsplads, kan det virke grænseoverskridende pludselig at stille sig op midt i kontoret og begynde at lave elastikøvelser. Især hvis du er den eneste, der gør det, imens de andre sidder bøjet over deres skærme og kigger underligt på dig.
Kan du se bort fra dette, er en elastik et fantastisk værktøj, der kan bruges til at træne hele kroppen – også uden, at du får sved på panden.
En anden hurtig og effektiv måde at få mere bevægelse på i løbet af dagen på kontoret er ved at bruge dit hæve-sænke-bord. Det giver din krop en pause fra at sidde ned, og vigtigst af alt, så får du varieret dine arbejdsstillinger. Sæt f.eks. en alarm på din mobil en gang i timen, der minder dig op at hæve skrivebordet.
Har du ikke et hæve-sænke-bord på hjemmekontoret, er det vigtigt, at du i stedet tager nogle små gåture rundt i huset/lejligheden eller udenfor flere gange dagligt, så du ikke ender med at sidde bøjet over skærmen i timevis ad gangen. Du kan også bruge dit strygebræt som ”bord”, så du kan komme lidt op at stå. Eller brug en Trip-Trap-stol, som du stiller op på bordet.
Aktiv på arbejde uden brug af udstyr
Vil du prioritere mere bevægelse i løbet af arbejdsdagen, er det også essentielt, at du justerer lidt på dine vaner. Det er som regel mange af de ting, du gør, uden egentlig at tænke over det, som f.eks. at tage elevatoren i stedet for trappen. Få 6 simple tips til, hvordan du gør i indlægget ”Hvad er sund forbrænding”.
Et fælles ansvar på arbejdspladsen
Selv om du er ansvarlig for at prioritere din egen bevægelse og sundhed, har din arbejdsplads også et ansvar for, at du er sund og rask og trives på arbejde. Er du stresset, og får du ikke bevæget dig nok, kan det have alvorlige fysiske og mentale konsekvenser på længere sigt, og det er ikke noget, som hverken du eller din chef kan bruge til noget. Det skader både dig selv, din trivsel, din effektivitet, og dermed også din arbejdsplads.
Studier inden for sundhed og trivsel på arbejdsmarkedet viser gang på gang, at arbejdspladser, der prioriterer aktivitet og bevægelse i arbejdstiden oftest også har sundere og gladere medarbejdere, end arbejdspladser, der ikke prioriterer dette.
Er der udfordringer med sygefravær, fysiske skavanker eller stress på din arbejdsplads, kan et Bevægelseskoncept derfor være løsningen, der giver dig og dine kollegaer mulighed for at forebygge gener og smerter i kroppen og fastholde jeres sundhed og trivsel. Med et Bevægelseskoncept kan din arbejdsplads sikre, at du først og fremmest har muligheden for at være aktiv, og herudover får du hjælp til at holde motivationen og prioritere din bevægelse hver dag – som en integreret del af din (arbejds)dag!